Store Bededag

Jeg har engang læst en historisk roman om Katharina af Aragonien, Henrik d. 8. første kone. Hun var efter sigende en umådelig from kvinde, og brugte flere timer om dagen på at bede. Det fyldte mig dengang som i dag både med beundring og forundring. ”Bed uden ophør”, står der i apostlen Paulus’ første brev til Thessalonikerne, men hvad menes der egentlig med det?

Ja, det kommer nok an på et andet spørgsmål, som er endnu mere væsentligt, nemlig: hvad vil det egentlig sige at bede? Det kan jo meget fint være på sin plads at spørge sig selv, når det i dag er Store Bededag.

Der er jo selvfølgelig givet et hav af definitioner, det er et meget centralt anliggende for enhver kristen. Men det mest enkle svar jeg kan give er dette: bøn er at henvende sig til Gud i tro.

At bede, det er at have en forventning om, at Gud er til stede, at han er med i det liv vi lever. Og når vi siger: ”hjælp!” så hører han det, når vi siger ”tak!” så er det ham, vi taler til.

Og når det er sagt, så bliver det også nemmere at forstå, hvordan vi kan bede uophørligt. For hele vor tilværelse er en bøn.

 

Bøn betyder stemme

stemme betyder bøn

Barnets søde gråd er en bøn

oldingens bitre suk er en bøn

stemmer i dit kirkekor

Vi hvisker, hviner, sukker, skriger

Herre, hør vores stemmer, hør vores bøn.

(Karin Friis Plum, fra Himlen i mine fodsåler, 2011)