Låstrup Kirke

Da Christian Bagge Jensen, en hjælpepræst i Horsens, i 1830 udgav første del af sit ”Provincial-Lexicon over Danmark”, der beskriver landets sogne, herregårde og byer, omtalte han også Låstrup Kirke, men var særdeles påholdende med oplysninger. ”Kirken er uden Taarn”, skrev han – og det var så det. Der er imidlertid meget mere at sige om den lille hvidkalkede landsbykirke, der engang delte præst med kirken i Skals og i dag er en del af et pastorat sammen med Ulbjerg og Lynderup.

Det forsvundne tårn

Låstrup Kirke består af kor og skib i romansk stil og et senere våbenhus, og noget tårn er der ganske rigtigt ikke. Men meget tyder på, at der engang har været et. Hvis man kigger på kirkens vestgavl, kan man således se, at de uforholdsmæssigt store kamtakker ikke når helt op i middelalderkirkernes karakteristiske trekant, men pludselig stopper, hvilket tyder på, at kirkens vestlige ende er blevet ændret. Og hvis man går ind i kirken, bliver formodningen yderligere underbygget. Her danner fint udhuggede granitkvadre nemlig en blændet portal, der ikke længere fører nogen steder hen, men hvis omrids også ses på den nuværende ydermur.

De fleste danske landsbykirker er bygget kullede og får først deres tårne efter flere hundrede år. Men nogle kirker er bygget med tårn eller i hvert fald med en tårnunderdel, og af dem ligger flere i Himmerland ligesom Låstrup Kirke. Nabosognet Vester Tostrup har for eksempel under sit nyere tårn en romansk forhal, der er forbundet med skibet ved en dobbeltarkade. Og endnu et stykke mod nordøst, men stadig i Rinds Herred, ligger Hvilsom Kirke, hvor situationen er den samme.

Flere indgange

Også lidt længere væk kan man finde romanske forhaller, for eksempel i Nørre Tranders Kirke i udkanten af Aalborg, hvor der igen er to buer ind til rummet fra skibet, samt i Øster Hornum Kirke sydvest for Aalborg med en forhal fra begyndelsen af 1200-tallet, formentlig oprindelig med dobbeltarkade mellem forhal og skib. Bejstrup Kirke lige nord for Limfjorden har en romansk tårnunderdel, der er genopført med de oprindelige sten i slutningen af 1800-tallet, og fænomenet kendes også på Sjælland.

Portalen i vestenden har ikke været den eneste indgang til Låstrup Kirke. Den nuværende indgang mod syd, hvor våbenhuset senere blev bygget til, er også oprindelig og har haft selskab af en tilsvarende indgang mod nord. Det er disse indgange, man tidligere har ment var forbeholdt henholdsvis kvinder og mænd, fordi kønnene stod eller sad adskilt i kirkerummet. Indgangene har dog formentlig især haft en rituel betydning, og det samme gælder nok portalen mod vest.

Kun for de døbte

En forhal mod vest er ikke kun et dansk fænomen, men kendes også under sydligere himmelstrøg. Her kaldes det narthex og kendes både i oldkirkelig arkitektur og i byzantinske kirker. Narthex kunne bruges som en særlig fornem indgang, som det var tilfældet i Konstantinopel, hvor det var kejserens indtogs- og omklædningsrum, og som et forrum til kirkens hellige rum, som man kun måtte betræde, når man var døbt.

Vi ved ikke, hvilken funktion den forsvundne forhal i Låstrup Kirke har haft, eller hvornår den er blevet revet ned. Det er dog højst tænkeligt, at funktionen hænger sammen med tidligere tiders rituelle praksis, hvor tærsklen til kirken havde en stærkere funktion i liturgien end nu. Helt frem til 1685 foreskrev dåbsritualet for eksempel, at første del af dåben foregik uden for kirkerummet.

Klokken

I dag hænger kirkens klokke i et sortmalet træspir, der i forbindelse med en stor restaurering i 2010-11 fik forgyldt sin vejrhane. Ifølge en lokal tradition stammer klokken fra Viborg Domkirke, hvor den angiveligt faldt ned i forbindelse med en brand i 1730.

Den sidste store brand i domkirken fandt imidlertid sted i 1726, og efter endt restaurering blev kirken genindviet i netop 1730. Historien om, at klokken stammer fra domkirken, synes altså behæftet med en usikkerhed, som kun bliver større af, at folkemindesamleren Evald Tang Kristensen i nogle optegnelser fra 1880'erne noterede, at klokken bærer en inskription, der fortæller, at den allerede i 1701 blev omstøbt på bekostning af Jens Reenberg. Han ejede på det tidspunkt både den nærliggende herregård Lynderupgård og seks kirker, heriblandt Låstrup Kirke.

 

De historiske tekster er skrevet af historisk konsulent, cand.mag. Rasmus Agertoft