Lynderup Kirke

Det første, der springer i øjnene, når man ser Lynderup Kirke i ensom majestæt på sin bakketop, er kirketårnet med bindingsværksgavle mod syd og nord. Det giver god mening, at netop bindingsværket har så fremtrædende en plads.

Lynderup Kirke har nemlig en lang fælles historie med herregården Lynderupgård få hundrede meter fra kirkebakken, og Lynderupgård er i sin nuværende skikkelse også præget af imponerende bindingsværkslænger, den ældste fra 1556.

Hvornår Lynderup Kirke fik sine bindingsværksgavle, vides ikke, ligesom resten af kirkebygningen ikke er nøjagtigt dateret. Men hvis man går en tur rundt om kirken, kan man alligevel få et godt indtryk af bygningshistorien.

I endnu højere grad end dens ydre bærer Lynderup Kirkes indre præg af tilknytningen til Lynderupgård. Skiftende ejere har således gennem tiden doneret meget af det inventar til kirken, der stadig findes i den.

Kirkerummet

Altertavlen

Det gælder blandt andet malmlysestagerne på alteret og altertavlen. De to store malmlysestager blev i 1586 skænket kirken af Lynderupgårds daværende ejere, Niels Skram og Kirstine Rosenkrantz, som har ladet indgravere deres våbenskjolde og initialer i dem, mens altertavlen er en gave fra en af de næste ejere i rækken, Verner Parsberg. Han gav altertavlen til kirken i 1618, som det fremgår af indskriften på dens bundstykke, hvor der også er initialer og våbenskjolde for ham og hans hustru.

Altertavlen er formentlig fremstillet i Viborg, og den er så høj, at man var nødt til at save det øverste af den af, da den blev placeret i kirkerummet. Altertavlen er en såkaldt skriftaltertavle eller katekismustavle, det vil sige en altertavle, hvor motivet udgøres af bibelcitater eller uddrag fra de vigtigste ord i den evangeliske lære. Reformatoren Martin Luther forklarede disse ord i sin lille katekismus, som tavlerne derfor har navn efter. Luther anbefalede katekismustavlerne, fordi han var imod den dyrkelse af billederne, der fandt sted i senmiddelalderens katolske kirke, men billeder i sig selv havde han ikke noget imod.

Katekismustavlerne blev udbredt til mange danske kirker fra anden halvdel af 1500-tallet og et stykke ind i 1600-tallet, ikke mindst i forbindelse med den cementering af den rette lære, den såkaldte lutherske ortodoksi, som tog fart netop fra begyndelsen af 1600-tallet.

Verner Parsberg, der skænkede altertavlen, har formentlig kendt Luthers tanker om billederne, eftersom han selv havde studeret i reformationens centrum Wittenberg i 1590’erne. Det var også her, johannitermunken Hans Tausen tidligere i århundredet havde mødt de evangeliske tanker, som han bragte med sig til Danmark og førte ud i livet i Viborg. Hans Tausen mindes i Lynderup Kirke på et portrætrelief over indgangsdøren, der tidligere har siddet over korbuen.

Den nuværende tekst på altertavlen er fra 1700-tallet, men under den er der spor af den oprindelige bemaling fra 1618, der netop ser ud til at have indeholdt tekststeder fra Luthers lille katekismus, som alle skulle lære udenad på det tidspunkt.

Midt i 1800-tallet blev de tre midterste felter dækket med et maleri af Kristus i Emmaus og to tavler med symbolske motiver. Alle tre blev fjernet under en restaurering af altertavlen i 1951. Maleriet af Kristus i Emmaus, der er lavet af Viborg-maleren Andreas Jæger, hænger i dag over for indgangen til kirken, mens de to tavler med symboler hænger i opgangen til tårnet med adgang fra det tidligere herskabspulpitur, som man midt i 1930’erne overvejede at fjerne. I stedet kom pulpituret til at rumme kirkens orgel, der indtil da havde stået op ad skibets nordmur over for det sted, hvor prædikestolen nu står.

Prædikestolen

Prædikestolen har imidlertid ført en omskiftelig tilværelse i Lynderup Kirke. Tidligere stod der en muret prædikestol i korets nordvestlige hjørne, men i 1871 blev den fjernet og en ny af træ sat op lige på den anden side af korbuen i skibets nordøstlige hjørne. I 1897 blev denne prædikestol imidlertid flyttet til den nuværende plads i skibets anden side, i øvrigt samtidig med at der blev sat en kakkelovn op omtrent dér, hvor den tidligere stenprædikestol havde stået. Kakkelovnen var et markant element i kirkerummet helt frem til 1935, hvor den blev fjernet.

I dag går præsten op på prædikestolen gennem en separat åbning ved siden af korbuen. Denne anordning blev lavet i forbindelse med en større restaurering i 1949, hvor korbuen blev muret om og rykket. Indtil da havde den ligget skævt for midteraksen i kirkerummet.

Samtidig fik kirken nye lukkede kirkebænke. Lågerne til de to øverste skiller sig lidt ud fra resten, idet de er genbrug fra en tidligere præste- og degnestol, der befandt sig på hver sin side af alteret.

Døbefonten

Også Lynderup Kirkes middelalderlige granitdøbefont, der formentlig er lige så gammel som kirken, har haft skiftende placeringer gennem tiderne. Den oprindelige placering kendes ikke, men omkring 1870 blev den tilsyneladende flyttet ned i tårnrummet. Senere er den så kommet tilbage i koret, hvor den står i dag.

Døbefontens store granitkumme fortæller om en tid, hvor dåbsbørnene blev dykket helt ned i vandet. Da det senere blev almindeligt blot at overøse dem med vand, dækkede man den store åbning med et messingfad. Lynderup Kirkes fad, der har Mariæ bebudelse som motiv, er formentlig fra 1500-tallet, men er senere blevet forsynet med årstallet 1639 og initialerne CCS og MPD. Inskriptionen antages at referere til brylluppet mellem Claus Christensen Reenberg, som også kaldes Skriver, og Mette Pedersdatter netop det år. Claus Christensen Reenberg købte Lynderupgård i 1667 og regnes for stamfar til Reenberg-slægten, som ejede godset frem til 1730’erne.

Den forsvundne alterkalk

Døbefonten er ikke det eneste i kirken, der stammer fra tiden, før Lynderupgård overgik til kronen i 1536. I alterets sydside er der således indbygget et rum, hvor der er i dag er alterbøger med mere, bag en svær, jernbeslået egetræsdør, der formentlig er middelalderlig, og ved restaureringen i 1949 fandt man på skibets nordmur rester af kalkmalerier, blandt andet af en figur, der muligvis forestillede evangelisten Matthæus, men de er nu igen kalket over.

Nogle ting er dog også helt forsvundet. Det gælder blandt andet en middelalderlig alterkalk af forgyldt sølv. En inskription på kalken fortalte, at den var skænket af dronning Margrete I, som var kendt for at betænke kirker og klostre med rigelige gaver. Kalken fandtes i kirken indtil engang i 1700-tallet, da den forsvandt sporløst.

Et af de sidste spor af den findes hos arkivtegneren Søren Abildgaard, der besøgte Lynderup Kirke i 1768 og i sine notater beretter, at ”En rar [sjælden] Kalk, som har været i Lynderup Kirke givet af Dronning Margareta er af forrige Ejere Justitz Raad Liktenberg, da han soldte Gaard og Godsedt til Maltis Friis, bortfløttet, imod at lade gøre en nye vægtigere Sølv Kalk i den[s] Sted. Dette berettede nu værende Ejer Maltis Friis”. Malte Friis overtog Lynderupgård efter Hans Henrik de Lichtenberg i 1763 og ejede den frem til 1778.

Også i nyere tid er kirkens inventar blevet udskiftet eller fjernet i takt med periodernes skiftende behov. I 1868 blev der således sat en knagerække til mændenes hatte op over kirkebænkene på den søndre kirkemur, men den er siden forsvundet.

Gravminder

Nogle af de mest markante spor, som Lynderupgårds ejere gennem århundrederne har sat i og omkring Lynderup Kirke, er de gravminder, de har sat eller lagt over sig selv eller deres nærmeste.

Gravstenen i koret

Ældst er den prægtige figurgravsten, som er indmuret i korets nordvæg. Den stammer fra 1577, som man aner på inskriptionen mellem de to figurer, der forestiller Stygge Rosenkrantz og hans hustru, Marine Knob. Stygge Rosenkrantz, der overtog Lynderupgård efter sin storebror, Christoffer Rosenkrantz, døde allerede 1571, så stenen er altså rejst af hustruen, der først døde 10 år senere.

1500-tallets adelige gravsten er som oftest komponeret efter et fast mønster, og gravstenen i Lynderup Kirke er ingen undtagelse. Marine Knob står med fromt korslagte arme, mens Stygge Rosenkrantz er afbildet i en rustning, der henviser til adelens traditionelle funktion som værnestand.

De adeliges århundredlange rolle som dem, der satte livet på spil for rigets sikkerhed, var imidlertid under afvikling på dette tidspunkt, og et af modtrækkene var at holde fast i fortiden og slå på, at de havde en hævdvunden ret til deres privilegier. Netop derfor var det vigtigt at kunne føre sit adelskab mange generationer tilbage. De våbenskjolde, der omgiver ægteparret, symboliserer deres adelige aner, der her føres tilbage til parrets oldeforældre.

Indtil reformationen troede man på, at de levende kunne indvirke på de dødes situation og ved hjælp af bønner og messer forkorte deres ophold i skærsilden. Med reformationen forsvinder skærsildstanken imidlertid, og de levende er ude af stand til at gøre noget for de døde, der er henvist til at vente på dommedag i håbet om en glædelig og ærefuld opstandelse. Netop dette håb afslutter inskriptionen under gravstenens figurer. Inskriptionen har oprindelig stået sort med gule bogstaver.

Stygge Rosenkrantz’ og Marine Knobs kister stod i en hvælvet krypt af munkesten under nordsiden af koret, som man fandt, da Lynderup Kirke blev restaureret i 1949. Koret har altid været opfattet som kirkens helligste sted, og det har derfor været et tegn på samfundsmæssig særstilling at blive begravet her.

Familien Juulson

Senere tiders ejere af Lynderupgård har dog ønsket en mere synlig placering af deres kister, og så var det oplagt at vælge tårnrummet, der midt i 1700-tallet blev indrettet som gravkapel for familien Juulson.

I 1735 blev Lynderupgård købt af godsejeren Niels Poulsen, hvis familie var avanceret under den tidlige enevælde, og som selv var blevet adlet i 1718. Omkring 1743 afstod han Lynderupgård til sin svigersøn Johannes Friedenreich Juul, der selv blev adlet i 1749 under navnet Juulson og formentlig har forestillet sig en lang ejerrække af dette navn.

Sådan skulle det imidlertid ikke gå. Johannes Juulson døde selv i 1755, og året efter døde hans tilsyneladende eneste søn, Matthias Juulson, som 20-årig. En lang beskrivelse af sønnens korte liv findes på den plade af messing, der nu hænger ved indgangen til tårnrummet, og som formentlig oprindelig har ligget på hans kiste.

Lynderupgård overgik nu til Matthias Juulsons søster, Magdalene Cathrine Juulson, som stod for at skulle giftes med godsejeren Hans Henrik de Lichtenberg, da også hun døde i 1760. Lichtenberg, der var blevet adlet i 1739, opsatte derfor det storladne epitafium i tårnrummet og forsynede det med en indskrift, hvor han fortæller, at det gravminde, hans forlovede ville opsætte for sine forældre, nu også er blevet hendes eget. Han skal dog ikke klage, slutter teksten med en henvendelse til den afdøde, ”for Du ey blev min, men Jesu Brud”. Få år efter solgte Lichtenberg Lynderupgård.

Tidens tand

Juulson-familiens historie i sognet er altså ikke lang, men familien har alligevel nået at sætte et tydeligt aftryk på Lynderup Kirke. Allerede i 1743 skænkede Johannes Juul og hans hustru kirken dens store lysekrone, som er forsynet med deres navne, og desuden blev tårnrummet altså indrettet til gravkapel.

Kapellet blev standsmæssigt udstyret med en gitterlåge og et kronet smedejernsarbejde, der bærer årstallet 1743 og forgyldte spejlmonogrammer for Johannes Juul og hans hustru, Marie Cathrine Poulsen. Indtil begyndelsen af 1860’erne stod der trækister i kapellet, men da kisterne på det tidspunkt angiveligt var ”meget medtagne af Tidens Tand”, blev de begravet et ukendt sted på kirkegården.

Det er usikkert, hvor mange kister der stod i tårnrummet. Ifølge en indberetning, som den daværende sognepræst skrev i 1890, var der tre kister, men indberetningen er næppe helt pålidelig, eftersom det også hævdes, at kisterne indeholdt de jordiske rester af Hans Henrik de Lichtenberg samt hans hustru og datter. Ifølge andre kilder var der da også fire kister, hvilket kan passe med, at Johannes Juulson og hans hustru samt deres to børn har ligget i kapellet.

Da kisterne blev begravet, blev gitterlågen og det kronede smedejernsarbejde forvist til kirkeloftet, hvorfra lågen efter få år blev overflyttet til Låstrup Kirke, som på det tidspunkt også var ejet af Lynderupgård. I Låstrup indgår gitteret formentlig stadig i den eksisterende kirkegårdslåge, mens hængslerne til det ses i Lynderup Kirke. Smedejernsarbejdet lå på kirkeloftet helt til 1930’erne, hvor det blev hentet ned og fik sin nuværende placering under orgelpulpituret.

Kirkegrimen

Tårnrummet domineres stadig af Juulson-familiens gravminder, men der knytter sig også en anden historie til rummet. Denne historie har imidlertid ikke efterladt sig synlige spor.

Ifølge historien forsøgte man gang på gang at sætte en ny rude nederst i tårnrummets vindue mod nord, men lige så ofte gik den itu. Forsøgene fortsatte, indtil man i 1731 delte ruden i to og lavede en sprække uden vinduesglas. Gennem denne sprække skulle nemlig den såkaldte kirkegrime kunne passere.

Der har tidligere knyttet sig en rigdom af sagn til danske kirker og kirkegårde, og det er et af disse sagn, der stikker hovedet frem i historien om den knuste rude i Lynderup Kirke. Det har engang været en udbredt opfattelse, at der var begravet et dyr, eventuelt et levende af slagsen, i forbindelse med kirken, enten på kirkegården, i skibet eller ligefrem under alteret.

Der kan være tale om flere forskellige dyr med uhyggelige betegnelser, som man har forestillet sig gik igen, og som det kunne være et dødsvarsel at møde. I forfatteren Just Mathias Thieles ”Danmarks Folkesagn” nævnes blandt andet det såkaldte kirkelam, om hvilket det hedder: ”Før i Verden, da Kirkerne bleve byggede, var det Skik og Vedtægt, at nedgrave et levende Lam under Alteret, for at Kirken skulde staae urokkelig.” Ud over lam er angiveligt især søer og heste almindelige.

Hestene optræder blandt andet som de såkaldte helheste, der åbenbart især er begravet på kirkegården, men kan også træffes i selve kirkebygningen. Et sagn fortæller således, at der under Skt. Olai Kirke i Helsingør er ”nedgravet en stor, kridhvid hest, som kaldes kirkegrimen”. Det er formentlig sådan en skabning, man også har ment skulle have fri passage ind og ud af Lynderup Kirke i en tid, hvor kirkerum og omgivelser har været så dirrende fulde af betydning, at tro nogle gange har fået selskab af overtro. Ruden med den fri passage er i dag erstattet af en almindelig rude.

Familien Kieldsen

Tårnrummet i Lynderup Kirke rummer også en klokke, der stadig sidder i sit ophæng. Klokken er fra 1600-tallet, men dens tilstedeværelse i Lynderup Kirke skriver sig væsentlig kortere.

I 1828 købte brødrene Kield og Jens Kieldsen Lynderupgård, som slægten ejede frem til 1980. I slutningen af 1700-tallet var også herregården Lerkenfeldt kommet i Kieldsen-familiens eje, og det er formentlig i forbindelse med slægtens ejerskab af begge godser, at klokken, der oprindelig stammer fra herregården Hjermitslevgård, er kommet til Lynderupgård. Herfra blev den i 1980’erne placeret i tårnrummet.

Kieldsen-familien ejede Lynderup Kirke i omkring hundrede år, indtil kirken i slutningen af 1920’erne overgik til selveje. Allerede i 1917 fik familien Kieldsen på Lynderupgård og Nørreris dog tinglyst ret til at benytte familiegravstedet på kirkegården for sig selv og sine efterkommere. Kirkegården rummer i dag en lang række gravminder for familien.

Præsterne

15…: Anders Ibsen Brasen

15…:Jens Andersen Brasen

15… eller 16…: Hans Jensen Brasen

16…: Jens Christophersen

16…: Niels Mortensen (Lang)

1634: Mads Pedersen Farstrup

1684: Christopher Mogensen Sundstrup

1686: Morten Mortensen Weis (eller Lang)

1704: Mathias Lauritsen Aabye

1715: Christian Kirketerp

1751: Jonas Christian Hansen Wassard

1777: Frederik Christian Lassen

1783: Adam Gottlob Jahn

1798: Laurits Høi Blich

1824: Jens Peter Schoubye

1826: Jacob Deichmann

1845: Christian Ferdinand Wahl

1858: Frederik Adolph Christian Møller

1865: Gilbert Prejsz

1874: Christian Carl Gøtzsche

1879: Frederik Sofus Holberg Møller

1886: Carl Julius Bang

1895: Johan Jakob Marcussen

1912: Ubbe Andersen Ubbesen

1940: Tage Bak-Pedersen

1973: Jørgen Eilschou Holm

1987: Birgit Helleskov

2003: Ulrik Pilemand

2017: Hannah Kortnum Mogensen

 

De historiske tekster er skrevet af historisk konsulent, cand.mag. Rasmus Agertoft