Ulbjerg Kirke

På sin bakke i det store sogn ligger Ulbjerg Kirke, hvis ældste dele er skibet og koret. Begge er bygget i romansk stil af tilhuggede kampesten, der især på nordsiden fremtræder som et puslespil, hvis brikker fortæller om ombygninger og justeringer igennem århundrederne. Sydsiden fremstår derimod mere regelret, men både den og korgavlen blev også ommuret omkring 1880 med brug af de oprindelige granitkvadre. Ved den lejlighed blev de oprindelige små romanske vinduer på sydsiden udvidet til den nuværende størrelse.

En af de detaljer, det opmærksomme øje vil finde på nordsiden, er en granitkvader udhugget som et skakbræt. Lignende sten findes på et væld af andre kirker, uden at man har været i stand til at forklare, om det blot er håndværkerne, der har moret sig, eller der ligger en dybere mening bag.

Et bud er for eksempel, at skakbrættet skal symbolisere verden, hvor mennesker som skakbrikker indtager de forskellige felter, men vender tilbage til posen, når spillet er forbi på dommedag. Det er i hvert fald en teologisk tanke, der er kendt i middelalderen.

Kirkeejernes initialer

Engang i senmiddeladeren blev Ulbjerg Kirke udvidet med tårn og våbenhus, som det er tilfældet med hovedparten af de danske landsbykirker. Da tårnet blev bygget, har man genanvendt granitkvadre fra skibets oprindelige vestmur. Det ses tydeligt på tårnmurene, hvor langt granitten har rakt. Resten af tårnet er bygget i munkesten.

Tårnet bærer årstallet 1747 og initialerne IFI og MCP, der henviser til den daværende ejer af herregården Lynderupgård, Johannes Friedenreich Juul, der to år senere blev adlet under navnet Juulson, og hans hustru, Marie Catrine Poulsen. Ejerne af Lynderupgård ejede i århundreder en række af områdets kirker, også Ulbjerg Kirke. Jens Reenberg, der besad Lynderupgård før Juulson-familien, ejede således hele seks kirker. Ulbjerg Kirke overgik til selveje i 1925 efter at have været ejet af Kieldsen-familien på Nørreris.

Af gamle fotos fremgår det, at jernankrene med årstal og initialer tilsyneladende har været taget ned en periode, og i 1940’erne manglede både 7-tallet og P’et. Det sidste blev imidlertid fundet i tårnet, mens der måtte fabrikeres et nyt 7-tal.

Tårnuret, der har urskiver mod syd og vest, er en testamentarisk gave fra gårdejer Anders Christensen Skov i Sundstrup. Det blev sat op i 1951. I tårnet hænger også kirkens klokke, der blandt andet er dekoreret med fire kors. Den er formentlig fra 1200-tallet og skal dermed angiveligt være blandt landets 12 ældste.

Løvernes dobbelte symbolik

I kirkens nordmur anes en tilmuret dør, som man tidligere har ment var forbeholdt kvinder, fordi kvinder og mænd var adskilt i kirkerummet. Formentlig har norddøren dog især haft en liturgisk funktion, mens den almindelige indgang for begge køn var ad den nuværende indgang, som våbenhuset senere er bygget ud for.

Inde i våbenhuset over denne sydlige indgang sidder en såkaldt tympanon med et prægtigt relief, der forestiller to modstillede løver. Løven er et hyppigt motiv i romanske kirker, hvor den findes på omkring 100 jyske granitportaler. Løvens symbolske betydning er imidlertid flertydig, idet den på den ene side kan henvise til, at det gode magtfuldt besejrer det onde, og på den anden side til netop onde kræfter. I Det Nye Testamente benyttes løven et enkelt sted som symbol for Kristus, og en mulig tolkning af dobbeltløven er, at den skal repræsentere Kristus som dommer og frelser.

Jeg er døren

Under den udhuggede tympanon med dobbeltløven er der i 1591 indsat en kraftig jernbunden egetræsdør, hvor indgangens symbolske betydning endnu en gang understreges. Skriftstedet på døren kommer fra Johannesevangeliet og lyder på nudansk: ”Jesus siger selv: Jeg er døren, om nogen går ind gennem mig, han skal frelses, og han skal gå ind og ud og finde god føde.” I den nye bibeloversættelse lyder skriftstedet: ”Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst; han skal gå ind og gå ud og finde græsgange” (Joh. 10,9).

Tilsvarende findes over indgangen inde i kirken en kalkmalet indskrift på latin, der lyder: ”PAX INTRANTIBUS SALUS EXEUNTIBUS”, hvilket i oversættelse betyder: ”Fred være med den, der træder ind, frelse til den, der går ud”. Den overkalkede indskrift blev fremdraget, efter at et lille orgelpulpitur blev taget ned i 1946, da kirken fik sit nuværende orgel. Stenkonsollerne fra det lille pulpitur, der er dekoreret med kors, findes stadig på begge sider af indgangen.

To pulpiturer

Orgelpulpituret blev opsat i 1907, da kirken fik et nyt orgel, muligvis det første i Ulbjerg Kirke. Men også tidligere har der været et pulpitur i kirken. I våbenhuset kan man således til højre for indgangen se resterne af en snæver muret trappe, der var opgang til et pulpitur, som stadig fandtes midt i 1800-tallet, og hvis blændede indgang ses skråt over den nuværende indgang.

Om pulpituret har været brugt af kirkeejerne, når de var til gudstjeneste, vides ikke, men i hvert fald udgjorde det oprindelig adgangen til tårnet gennem en nu blændet åbning skråt over buen ind mod det hvælvede tårnrum. Først i 1862 blev den nuværende adgang til tårnet etableret på dets nordside.

Kirkerummet

Det er ikke kun i Ulbjerg Kirkes ydre, man kan aflæse historiens gang. Også i det indre kan man følge forskellige tiders forståelse af, hvad kristendom er, samt skiftende århundreders smag. Meget af inventaret er således kommet til efter reformationen, hvor det gjaldt om at vende menighedens opmærksomhed mod tre punkter i øst, nemlig døbefonten, alteret og prædikestolen. Kirkerummet bærer dog også spor af kirkelivet før 1536.

Et relikvieskrin i alteret

Det ældste stykke inventar i Ulbjerg Kirke er døbefonten, der er hugget i granit og formentlig er lige så gammel som kirkebygningen. Dåbsbørnene blev oprindelig dyppet ned i fontens kumme, men i hvert fald omkring reformationen blev det almindeligt i stedet at overøse børnene med vand. Derfor kunne man klare sig med det nuværende dåbsfad, der er fra omkring 1575 og i relieffet i midten viser ærkeenglen Gabriel, der fortæller Jomfru Maria, at hun skal føde Jesus.

Det katolske kirkerum har formentlig på begge sider af korbuen haft to sidealtre, som der imidlertid ikke er spor tilbage af. Til gengæld blev der under en gennemgribende restaurering af kirken i 2000-2001 inde i højalteret fundet et lille relikvieskrin af bly, som antagelig stammer fra dets indvielse.

En forsigtig undersøgelse afslørede, at skrinet indeholder fire små stofposer, formentlig af silke, de tre med et stykke ben, den fjerde med et stykke træ, samt en ulæselig pergamentstrimmel, der sikkert har meddelt, hvilken helgen relikvierne hidrører fra. Efter endt undersøgelse blev skrinet lagt tilbage i alteret, hvor det befinder sig i dag. Ved samme restaurering blev der i gulvlaget fundet et stykke af et røgelseskar, der ligeledes stammer fra katolsk tid.

Kalkmalerier

Det førreformatoriske kirkerum har været rigt dekoreret med kalkmalerier, som der gemmer sig fragmenter af under det nuværende kalklag. I forbindelse med nedrivningen af en skorsten i 1968 fandt man således på skibets nordvæg resterne af to skikkelser med opløftede hoveder, den ene måske med en krone på hovedet, den anden med en bygning, måske en kirke, i hænderne. Kalkmalerierne, der blev kalket over igen, er formentlig fra 1300-tallet og måske af den såkaldte Liljemester, som også antages at stå bag den halve lilje, der er afdækket til højre for korbuen.

Den halve lilje blev synlig i forbindelse med den store restaurering i 2000-2001, hvor også indvielseskorsene i og omkring korbuen blev afdækket efter at have været dækket med 10 lag kalk. Den oprindelige korbue styrtede ned i slutningen af 1400-tallet, men blev genopført af marksten og mursten, over hvilke kalklaget blev dekoreret med imiterede kvadre. Den genopførte korbue blev herefter indviet, og hvor biskoppens vievand ramte, maledes et indvielseskors. De middelalderlige malere har givet kreativiteten frit spil på de seks kors (og fragmenter af et syvende), der er blevet afdækket.

Stolestaderne

Efter reformationen kom der et øget fokus på at rette kirkegængernes opmærksom i den samme retning, og der blev derfor sat kirkebænke eller såkaldte stolestader op i kirken. I de nuværende bænke indgår en hel del træværk, som stammer fra kirkens formentlig første stolestader, der er fra 1574-75.

Det gamle træværk er rigt dekoreret, blandt andet med en inskription, i dag placeret lige ved prædikestolen, der fortæller, at en vis I.N. i 1574 lod gøre karlskamlerne i ”WLbirig kierki”. Initialerne dækker formentlig over Jep Nielsen fra St. Thorup, der var kirkeværge i slutningen af 1500-tallet. Med karlskamlerne menes mændenes stolestader, der var placeret syd for midtergangen, mens kvindernes var placeret mod nord i det kønsopdelte kirkerum. Andre indskæringer har initialer eller bomærker, der formentlig har meddelt kirkegængernes faste pladser. Ligesom med Jep Nielsen har man været i stand til at identificere flere af personerne bag.

De udskårne gavle var i mange år vendt ind mod væggen, så man kun kunne læse indskrifterne ved hjælp af et spejl, men ved restaureringen i 2000-2001 blev de vendt om og malet gule med hvide indskrifter.

Altertavlen

I årene fra omkring år 1600 blev mange danske landsbykirker forsynet med altertavler og prædikestole. Det skete som led i den såkaldte lutherske ortodoksi, en meget regelret fortolkning af den rette lære, som vandt frem i disse år, efter at reformationen havde konsolideret sig. Som kirkens overhoved var kongen nu garant for, at hans undersåtter opførte sig så fromt, at landet ikke pådrog sig himmelsk vrede, og her var de nye inventarstykker vigtige brikker.

Også i Ulbjerg Kirke kom der i denne periode en ny altertavle, der bærer årstallet 1601. Topfeltets maleri af Kristus, der står op af graven til de romerske soldaters overraskelse, er formentlig oprindeligt, mens det oprindelige midterfelt i 1844 blev erstattet af det nuværende maleri af Kristus med en skriftrulle, hvis kunstner der er flere modstridende bud på. Ved samme lejlighed blev nadverens indstiftelsesord malet på sidefelterne

Hundrede år senere, i 1944, blev altertavlen igen restaureret, og nu blev dens nederste felter forsynet med De Ti Bud på baggrund af spor efter den næsten forsvundne oprindelige bemaling fra 1601. Mens altertavlen var fjernet til restaurering under Anden Verdenskrig, var den erstattet af et dannebrogsflag.

Indtil restaureringen i 1944 var alterbordet dækket af rødt fløjl, men det blev fjernet, og panelet med de fire evangelister i skyerne, der formentlig også er fra 1601, blev igen synligt.

Prædikestolen

Ti år efter at kirken fik sin altertavle, kom også den nuværende prædikestol til. Også den blev restaureret i 1944, og ved den lejlighed blev de oprindelige dekorationer afdækket efter i hundrede år at have stået overmalet i hvid og gul med grå storfelter.

Nederst på prædikestolen står et skriftsted fra Det Gamle Testamente. Hvis man læser teksten linjevis felt for felt, står der: ”HEREN ER MIN HIORDE MIG SKAL INTET FATTIS HAND FØDER M/IG PAA EN GRØN ENG OCH LEDER MIG TIL FERSKE VAND PS 23”.

Øverst er udskåret et skriftsted fra Det Nye Testamente, der skal læses på samme vis. Her står: ”SAA ELSTE  [UD] GUD VERDEN  AT  HAND GAFF  SIN  ENBORNE  S/ØN ALLE SOM TROR PAA HANOM ICKE SKAL FOKTABIS MEN HAFVE T EL”. Der har ikke været plads til hele skriftstedet, så slutningens initialer er en forkortelse af ”et evigt liv”.

På prædikestolens hovedfelter står ud over bogstaverne IHS, der er et såkaldt Kristusmonogram, årstallet 1611 og initialerne ATS. Det var i mange år en gåde, hvem disse initialer refererede til, men ved den store restaurering i 2000-2001 fandt man under trægulvet i koret et gravkammer og en gravsten. Gravstenen var lagt over Anders Timsen Skriver, der døde i 1615, og hans hustru, og så faldt brikkerne på plads. Få år før sin død har Anders Timsen Skriver, der ejede storgården Ulstrupgård, givet Ulbjerg Kirke dens prædikestol og skrevet sine initialer på den. Den genfundne gravsten er nu opsat i koret.

I 1951 berettede den daværende præst berettede i øvrigt om en tidligere skik i forbindelse med prædikestolen: ”Det har indtil for nylig været skik i Ulbjerg kirke,” skrev han, ”at mændene rejste sig, når prædikanten gik på prædikestolen (dog ikke for lægfolk), men efter at skikkens årsag er gået en hel del i glemmebogen især hos den yngre slægt, og fremmede udefra er noget desorienterede, er man gået bort fra skikken.”

Kirkeskibet

Ulbjerg Kirke rummer også nyere inventar, blandt andet et kirkeskib fra 1961, der er en model af barken ”Maren af Nordby”. Modellen blev skænket af førstelærer Ingvard Svarrer fra Ulbjerg, hvis far havde været kaptajn på barken. Faderen døde på skibet i 1894 under en rejse fra Sydamerika, og hans lig blev sænket i havet.

Altersølvet

Ulbjerg Kirke har en rig bestand af altersølv, altså remedier til opbevaring og uddeling af nadveren. Altersølvet fortæller med sine indskrifter både om skiftende ejere af kirken og om store begivenheder i sognet.

Offer for svensk brandskat

Ældst er en oblatæske i sølv, der på låget har indgraveret følgende indskrift: ”DENNE BODICKE LOD MOGENS CHRISTOFERSEN I SVNDSTRVP GIØRE PAA SIN EGEN OG WLDBERIG SOGNE MENDS BEKOSTNING I STEDEN FOR EN BODICKE DI LANTE AF KIERCKEN TIL VDGIFT TIL SVENSKEN SOM GVNDE IBSEN I TARUP HAFDE GIFVEN TIL SAME KIERCKE 1648”.

Under Svenskekrigene i 1650’erne lånte de stakkels sognebørn altså en på det tidspunkt ret ny oblatæske, en buddike kaldet, af kirken for at kunne betale, hvad de svenske styrker krævede for ikke at nedbrænde gårdene. Sognebørnene med Mogens Christoffersen i spidsen sørgede dog for at erstatte den i 1660, da krigen var slut.

Mogens Christoffersen var ridefoged på Lynderupgård og senere svigerfar til Mads Pedersen Farstrup, der var præst i Ulbjerg og Lynderup fra 1634 og til sin død i 1684. I Farstrups dagbog fra sin tid som sognepræst, som Steen Steensen Blicher har brugt som kilde, findes småt og stort beskrevet. Blandt andet nævnes tyveriet i juli 1667 af Ulbjerg Kirkes messeklæder, som Farstrup forsøger at opklare ved gentagne søndage fra prædikestolen at bede Gud åbenbare og straffe de skyldige. Mads Pedersen Farstrups gravsten findes muligvis i Ulbjerg Kirkes våbenhus.

Læs dagbogen via nedenstående link:

(https://books.google.dk/books?id=9PUxAQAAMAAJ&hl=da&pg=PP3#v=onepage&q&f=false)

Offer for præstegårdens brand

Et par år efter Mads Pedersen Farstrups død overtog Jens Reenberg Lynderupgård og blev også ejer af Ulbjerg Kirke, som han i år 1700 skænkede et altersæt med kalk og disk, som bærer hans initialer.

Derudover har kirken endnu et altersæt, der blev doneret af en senere ejer af Lynderupgård i 1769. Det år gik Ulbjerg Præstegård nemlig op i flammer, og under branden blev et tredje altersæt åbenbart ødelagt, som det fremgår af inskriptionen på kalk og disk, der lyder: ”Givet til Uldberg og Lynderup Sognes brug af Hr Malte Christian Friis til Lynderupgaard for den som brænte 1769”.

Præster

15…: Anders Ibsen Brasen

15…:Jens Andersen Brasen

15… eller 16…: Hans Jensen Brasen

16…: Jens Christophersen

16…: Niels Mortensen (Lang)

1634: Mads Pedersen Farstrup

1684: Christopher Mogensen Sundstrup

1686: Morten Mortensen Weis (eller Lang)

1704: Mathias Lauritsen Aabye

1715: Christian Kirketerp

1751: Jonas Christian Hansen Wassard

1777: Frederik Christian Lassen

1783: Adam Gottlob Jahn

1798: Laurits Høi Blich

1824: Jens Peter Schoubye

1826: Jacob Deichmann

1845: Christian Ferdinand Wahl

1858: Frederik Adolph Christian Møller

1865: Gilbert Prejsz

1874: Christian Carl Gøtzsche

1879: Frederik Sofus Holberg Møller

1886: Carl Julius Bang

1895: Johan Jakob Marcussen

1912: Ubbe Andersen Ubbesen

1940: Tage Bak-Pedersen

1973: Jørgen Eilschou Holm

1987: Birgit Helleskov

2003: Ulrik Pilemand

2017: Hannah Kortnum Mogensen

Præstegården

Ulbjerg Præstegård ligger skråt over for kirken, og her har den ligget i hvert fald siden 1600-tallet. Det nuværende stuehus er fra 1887 og indgik oprindelig i et firefløjet anlæg. Indtil omkring 1940 blev gården drevet af en forpagter og præsten i fællesskab. Dengang blev kirkegården i øvrigt brugt af landsbyboerne til at tøjre deres får på.

Et overfald

Sankthansaften 1769 nedbrændte præstegården fuldstændig, og både de første kirkebøger og et altersæt gik tabt i branden. Der findes ikke mange oplysninger om de første præstegårde, men et enkelt situationsbillede har dog overlevet. Det siger ikke meget om gårdens bygninger, men til gengæld en del om tidligere tiders mindre venligsindede omgangsformer, og det fortjener at blive citeret i sin helhed fra en gammel avisartikel:

”I 1704 kom Hr. Mads Lauritsen Aabye til Kaldet. To Aar efter, den 2. Marts, blev han lige uden for Præstegaarden i Ulbjerg overfaldet af Major Levetzov til Ørslevkloster, der sammen med sin Tjener og Kusk gennempryglede den arme Præst, ja, endda, efter at de havde faaet ham ned paa Jorden, traadte paa ham. Alt dette skete, fordi Præsten havde tilladt sig at dadle Majorens Tjener, der havde skudt Præstens Hund. Præsten laa syg i lang Tid efter dette Overfald, og siden den Tid kunde han ikke rigtig finde sig tilfreds i Ulbjerg; maaske frygtede han ogsaa til Stadighed Majoren. I hvert Fald tog han sin Afsked fra Embedet i 1715 for at blive Skibspræst. Som saadan døde han samme Aar ved Stralsund.”

De historiske tekster er skrevet af historisk konsulent, cand.mag. Rasmus Agertoft